Vi må indrømme at Freya styrer os med hård hånd. Hun forventer ligesom at man gør som hun vil have det, og vi skal arbejde hårdt for at hun ikke bare får lov til at bestemme altid. Jeg føler det er lidt slemt fordi hun lige nu er “fars pige” (hun har ejerfornemmelser overfor mig). Men der skal jo også være plads til Ronja. Nogle eksempler på hvordan hun er:
Hvis vi går ud til bilen, og Linda åbner bildøren for Freya, og Freya mener at det er far der skal hjælpe hende ind, så skal bildøren altså først lukkes. Så må far bagefter åbne døren, så prinsessen (eller hertuginden) kan valse ind i bilen. Ellers har vi alle tiders tude- og hyle-tur. Det er selvsagt nogle gange vi kører ud fra matriklen, men “horn” på.
Sjovt nok så er det det samme med andre ting.
Hun er heller ikke altid til at “skynde på”. Topmålet var en dag hvor jeg skulle hjælpe hende i barnestolen i bilen, og hun skulle have selen på. Hun står på stolen, og har kigget på noget et stykke tid, og jeg vil gerne have hende til at koncentrere sig om at komme ned i stolen:
Jesper: Så Freya, sæt dig nu ned.
Freya: Ja, ja, far, tag det roligt.
Men hun er dog begyndt selv at smøre sin mad. Hun er også begyndt på potten, og hun har flere gange haft en tør ble, fordi hun nogle gange kan vente til hun kommer på et toilet.
I øvrigt er hun også ved at være en stor pige. Vi fandt ud af i dag, at hun ved hvad hun hedder (med efternavn forstås), og at hun også ved at hun bor i Auning.
Ronja er begyndt at tegne inden for stregerne når hun tegner. Det er kommet meget pludseligt, vi mener ikke at hun kunne i sommer. Hun er stadig en sød og betænksom pige. Her til aften spurgte Linda om hun ikke måtte få en tegning fra børnehaven:
Linda: Må jeg ikke få en tegning af en sød pige der hedder Ronja.
Ronja: Nej, jeg tegner ikke til en sød pige der hedder Ronja, men til en sød mor.
Der var ikke et øje tørt. Ronja har også øvet sig meget på at lave perleplader. Hun er blevet meget produktiv, og hun er hurtig.
Hun bliver jo snart 4 år. Og hun ønsker sig selv 3 ting: en prinsesselampe, en trampolin til haven, og en prinsesse-spade. Hvis der er nogen der ved hvad det sidste er vil vi meget gerne høre om det. Vi ved ikke hvad det er eller hvor man kan købe en sådan. I øvrigt har har vi en ønskeseddel der er længere hvis nogen har behov :-).
Sidste weekend var vi med farmor og farfar i Gråsten på weekend. Det var rigtgt hyggeligt. Der var mulighed for at få gået nogle lange ture, og vi fik også brugt den børnevenlige svømmehal. Så det var en god weekend.
-Jesper