Nu tror jeg Freya kan se og måske kende os.
I går aftes lå hun på gulvet efter at jeg havde skiftet hende og stor-grinede. Vi snakkede længe, men så blev hun træt og skulle op i liften og sove.
Det virkede som om at hun smilte når jeg grinede, og at hun måske kunne kende mig.
Det var bare dejligt.
Hun er heller ikke så bange for Ronja mere. Hun begynder ikke bare at græde fordi Ronja piller lidt ved hende. Hun er stadig meget lyd-følsom, men det må ligesom gå som det går. Vi skal også være her, og Ronja skal også have lov til at lege omkring hende.
Byggeriet står lidt stille. Vi venter på spær og vinduer, som skulle komme næste uge (uge 32).
I entreen har vi fået flyttet fordøren lidt ud, så vi nu har en entre, men der mangler stadig vinduer. Det ene kom i torsdags, men vi mangler de sidste faste vinduer.
Vi skal til (min moster) Gittes 40 års fødselsdag idag. Det bliver godt, så skal det sidte af familien se Freya.
–Jesper