Så er den store dag næsten her. Ronja begynder i børnehave i morgen. Hun begynder i Nyvang her i Auning, og er den yngste af 4 nye børn.
Både Linda og jeg har svært ved at fatte det. Det føles ikke som lang tid siden at jeg kunne finde Linda på fødselsgangen ved at lytte efter Ronjas specielle vræl. Det har hun i øvrigt endnu. Men det er jo snart 3 år siden.
Hun er i øvrigt ved at komme i trods-alderen, for alvor. Den sidste uge har man skullet sige tingene mere end en gang før hun gjorde som der blev sagt. Og tit så er det bare med en “Ja, ja”, og så sker der ikke mere. Der er heller ikke nogen tvivl om at hun i disse dage føler sig meget uretfærdigt behandlet. Når hun slår os (i afmagt, forstås) så er det et par gange hun har sagt at vi ikke må slå. Og det er jo rigtigt. Der er bare det ved det, at det har vi aldrig gjort. Så hun forstår meget, men er stadig en lille pige.
Hun synger meget. Og hendes repertoire af sange er stort, både fra “Bongo” og her hjemmefra. Hun putter stadig dukker alle steder og de bliver skiftet og kørt ture med.
Freya sker der også meget med. Hun forstår alt vi siger, og vil også hente eller bringe ting hvis vi beder hende. Hun er så småt begyndt at hjælpe med at dække bord. Hun elsker at få læst historie, og er begyndt at kigge i “baby blade” ligesom Ronja gjorde. Hun kan finde på at komme med en CD hun gerne vil høre. Hun kan finde ud af at stable kasser, eller lægge dem sammen.
Linda går hjemme i tiden. Det har hun gjort de sidste 2 uger. Hun føler sig stresset og deprimeret. Det er mest arbejdet der brænder hende. Indtil videre er hun sygemeldt Oktober ud. Hun går til læge og psykolog for at komme videre. Psykologen skal nok hjælpe, men det kommer nok til at tage lidt tid. Det er der bare ikke noget at gøre ved. Det nytter ikke at hun får startet for hurtigt uden at finde ud af hvad hun skal. Jeg vil ikke skrive mere her.
Vi har købt ny (brugt) bil. En Suzuki Alto, så nu er der en gammel Suzuki Swift til salg ;-).
-Jesper