Så er det snart jul. Vi mangler bare et par gaver; d.v.s. jeg fik mine købt i dag, Linda mangler så-vidt-jeg-ved kun en enkelt.
Ronja og Freya er blevet vant til at nissen kommer med pakker her op til jul. De kigger i den sok som Linda har syet både tidlig og sent. Det er på sin vis hyggeligt, men man skal jo så ikke lægge noget i sokken før de faktisk skal have det. 🙂
Ronja fortalte en god røverhistorie den anden dag. Hun havde et lille rødt mærke på halsen, og jeg spurgte om hun havde slået sig:
-Har du slået dig på halsen?
-Ja. Nede i Nyvang. Ude på legepladsen. Henne ved rutchebanen. Det var Julemanden der skubbede mig.
(Det var svært at lade være med at grine. 🙂 )
Vi har ellers haft nogle problemer med lus. Vi havde dem for et par uger siden, og Ronja har lige haft dem igen. Hun har også en omgang børnesår lige nu, og for en uge siden var det øjenbetændelse (på dem begge to). Så vi keder os ikke, og vi har snart et større arsenal af antibiotika i køleskabet.
Vi har bestemt os til at holde juleaften herhjemme i år. Det er første gang. Anden skal steges på Grillen. Farmor og farfar (Hanne og Gunner) kommer op til juleaften. Så det skal nok blive hyggeligt.
Vi glæder os meget.
-Jesper