Så er Ronja’s 5 års fødselsdag overstået. det har været en ordentlig omgang. Fredag var børnehaven her, lørdag var familien her, og søndag havde vi besøg af Asta og Gunner. Derudover har der været arrangementer i børnehaven torsdag og mandag, så jeg kan godt forstå at Ronja og Freya har brug for at sove i tiden.
Ronja var glad for sin skattejagt, da børnehaven var her. Da de sad ved bordet og spiste (samtlige 25 unger), sagde Ronja pludselig: “Jeg vil godt lige bede om ordet.” – og så – “Husk at sidde det samme sted.” Hun åbner mere og mere op for at sige noget til samlig i børnehaven, og det her var første gang vi hørte det.
Her i morges havde jeg sat morgenmad på bordet. Ronja var lige gået ned på WC, og jeg kom og sagde: “Der er mad.” – Ronja: “Jeg har altså lige sat mig.”
Her til aften skulle Linda til møde og jeg skulle putte ungerne. Ronja sagde: “Når mor er til møde, så kan I ikke have voksensnak.” Jeg syntes det var en god bemærkning, hun selv kunne komme med.
Freya har lige givet sutten til julemanden. Dvs. at hun har afleveret dem til mormor, som så sender dem til julemanden. Det er lidt svært, men det skal nok gå. Freya er i øvrigt meget god til at snakke. Hun har meget mange sætninger på 6-7 ord, og udtalen fejler ikke noget. Der er dog nogle ‘blomster’. Når vi skal have servietter på bordet udtaler Freya det som “sermovetter”. Og juledekorationer er “jule-dekrasion”.
Vi havde optaget MGP i weekenden, så de kunne se det på et børne-venligt tidspunkt. da vi så sidder og hører ROCK, så sidder begge unger og synger med. Det er tydeligt at de har hørt melodierne i børnehaven. Da de så head-banger i fjernsynet, så sidder begge unger og sluger det hele, og Freya head-banger i takt til musikken.
Ja, det var mest om ungerne. Jeg har nogle dage fri nu, som nok kommertil at blive brugt i Udbyhøj på sommerhuset. Fundamentet er ved at være på plads, og vi skal snart til at støbe gulv. Så deeet…
-Jesper