Som overskriften indikerer så sagde Anders både “far” og “mor” om aftnen d. 26. april. Der kommer hele tiden flere ord til og det er ikke nødvendigvis “simple” ord. Der er også 2 ord eller flere stavelser i ordene. Det virker som om at han ikke er bange for at “prøve noget af”.
Det er lidt dejligt at høre.
Han går stadig ikke; men han har fattet pointen. Han er rigtig glad for at kravle på trapper, og hvis vi ikke holder øje med ham og har glemt at lukke dørene til nogen af vores trapper, så er han på vej op med det samme.
Han går ved at følge borde og stole rundt. Hvis vi står et sted, kan han godt finde på at læne sig op af os, og stå uden at holde ved. Så det kommer altså ikke til at tage lang tid før han er klar til selv at holde balancen.
Anders er i øvrigt begyndt at sove igennem om natten. Det er dejligt endelig efter 13 måneder igen at få sin nattesøvn. Det er sågar sket flere gange den sidste uge at han er vågnet om morgenen i sin egen seng! Vi tror næsten at verden er holdt op med at dreje rundt.
Freya er jo altid god for et godt citat. Denne gang er det ikke anderledes. Den anden aften sad vi og spiste aftensmad, pasta og kødsovs. Og samtalen lyder:
Jesper: “Det her hedder så ‘Frisk Pasta’. Det er lidt blødt men ellers lige som almindelig pasta.”
Freya: “Så er spagetti ‘Søvnig Pasta’.”
Det grinte vi meget af, men Freya kunne ikke lide at vi grinte af det. Så noget her har ændret sig.
En morgen for længe siden var jeg inde for at vække Freya. Da hun har siddet og sundet sig lidt, og vi har snakket lidt, siger hun:
“Jeg kunne ikke sove mere fordi mine tøjdyr ikke kunne være stille.”
Ja, mine tøjdyr har også altid holdt fest om morgenen :-).
Ronja er startet i SFO’en. Det går godt. Hun har fået mange nye venner, og hun leger med mange andre end dem fra hendes egen børnehave. Vi har været så glade for at vi lod hende vente 1 år i børnehaven. Hun leger stadig meget med vejens unger.
Ronja er meget selvsikker i tiden. Hun føler selv hun kan bestemme, og hun er vellidt i SFO’en som en god legekammerat.
Hun har dog fået noget mere temperament på herhjemme. Hun bliver hurtigt sur hvis der er noget hun vil anderledes. Så vi forsøger at forberede hende i god tid. Men det er ikke altid det kan lykkedes. Hun er også blevet meget mere provokerende.
Ikke for det, men Freya er nu også kommet efter det.
De 5 piger: Maria, Marie, Sofie, Freya, og Ronja leger meget. Det er både om eftermiddagen at en kan finde på at “kigge ind” eller “kigge over”. Vi er heldige at have så mange legekammerater så tæt på.
Linda har det godt med sit nye arbejde. Hun er glad for det og hunføler hun passer ind på arbejdspladsen. Det er dejligt. Men jeg tror også hun føler det er lidt overvældende.
I Udbyhøj er alle lamper hængt op, og Palle har været ved at sætte skur op. Jeg glæder mig til sommer, og til at have en cykel med derud på weekend.
-Jesper